Politiske resultater: Laveste antal offentligt forsørgede siden 1987

Kære folketingskandidater Iben Sønderup(S) og Malte Larsen (S).
27. marts 2019
Retten til at være idiot!
16. april 2019

Politiske resultater: Laveste antal offentligt forsørgede siden 1987

Michael Aastrup Jensen, MF, Valgt og bor i Østjylland (V)

Når man ser på antallet af personer, der forsørges af det offentlige, er det som Venstremand svært at få armene ned. Vi har fået antallet af offentligt forsørgede til at falde til det laveste niveau i over 30 (!) år. Det er et helt fantastisk resultat af flere årsager, end man lige skulle tro.

Først og fremmest er flere blevet herre over egen økonomi. De står op om morgenen, tager på arbejde og betaler deres regninger med penge, de selv har tjent. Det må være et mål, som alle, der er kommet i job de seneste år, er rigtig glade for, at vi er kommet i mål med.

Når færre og færre lever af offentlige tilskud, betyder det også, at vi har flere penge til den velfærd, vi helst vil give borgerne. Færre penge brugt på kontanthjælp og flere brugt på de unge og de ældre. Eller med andre ord: færre penge brugt på dem, som ikke har haft brug for dem, og flere penge til de områder, der kan bruge dem. Det er resultatet, når man gør det mere fordelagtigt at være på arbejdsmarkedet og mindre fordelagtigt at leve på overførsel. På trods af meget kritik fra flere sider af oppositionen, har vores politik virket. Det viser tallene klart og tydeligt.

Derfor frygter jeg også for, hvad der vil ske, hvis ændringerne skulle rulles tilbage. Flere røde partier går til valg på at fjerne kontakthjælpsloftet, statshjælpstaksten og andre tiltag, vi har indført, og som er grunden til, at vi har fået så gode resultater.

At fjerne den politik vil nemlig have konkrete konsekvenser. Det er konsekvenser, der vil ramme de 61.700 børn, der siden indførelsen i 2016 og frem til september 2018 har oplevet, at en eller begge deres forældre har forladt kontanthjælpen og fået et job, som de har beholdt. Det betyder, at flere børn er vant til en dagligdag, hvor voksne er nogen, der går på arbejde. En dagligdag, hvor man ikke bare sidder derhjemme, og lever af offentlige bidrag, men hvor man selv bidrager, selv forsørger sig. En dagligdag, hvor man tager ansvar. Det er jeg stolt af!

Michael Aastrup Jensen
Michael Aastrup Jensen
Medlem af Folketinget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *