Grænsekontrol

Yderfløjen overhaler sig selv.
20. maj 2019
Ny Bredbåndspulje
23. maj 2019

Grænsekontrol

Vi skal have en moderne grænsekontrol

Af Michael Aastrup Jensen, MF (V), valgt og bosiddende i Østjylland

Det er en god ide med fri bevægelighed mellem landene i EU. Det er med til at gøre Danmark til et rigere land, at vi let og uden forhindringer kan eksportere vores varer. Der er dog ingen tvivl om at et fuldstændigt grænseløst EU ikke fungerer. De ydre grænser er ganske enkelt ikke stærke nok og derfor må vi træffe vores egne forholdsregler. Tiden er løbet fra en naiv tilgang til grænsekontrol. Omvendt er tiden heller ikke til toldbetjente der stopper alt og alle ved grænsen i Kruså. Vi skal derfor finde en løsning som sikrer at lovlydige borgere og virksomheder kan bevæge sig frit over grænsen samtidig med at kriminelle og menneskesmuglere bliver bremset af en grænsebom.

Moderne grænsekontrol skal baseres på ny teknologi. Den velkendte personkontrol, hvor politiet og Hjemmeværnet fører kontrol på grænsen, skal fortsat være mulig. Vi vil imidlertid afsætte en pulje på 50 mio. kr. til forskning i intelligente løsninger, så en stor del af den traditionelle personkontrol på sigt bliver overflødig. Det kunne f.eks. være elektronisk overvågning langs grænsen, således at det ikke blot er nogle få grænseovergange der er overvåget. Mere moderne former for kontrol vil også betyde, at der ikke opstår kø ved grænsen. Samtidig vil en større brug af elektroniske løsninger betyde, at vi kan frigive flere ressourcer hos politiet, som kan bruges andre steder i Danmark.

Schengen-samarbejdet har efterhånden en del år på bagen og flere lande er kommet til. Derfor er det behov for at Danmark, sammen med en alliance af ligesindede Schengen-lande, som eksempelvis Tyskland, Østrig og Frankrig arbejder for at få ændret regelgrundlaget for Schengen. Reglerne for, hvornår et medlemsland kan etablere grænsekontrol, skal gøres mere fleksible og tidssvarende, så vi lettere kan etablere grænsekontrol både ind og ud af landet. Endelig så skal Danmark selv kunne bestemme, om der er behov for grænsekontrol. Det skal være slut med at forklare og forsvare behovet for grænsekontrol overfor EU-Kommissionen. I stedet må det være op til de enkelte lande selv at afgøre om der er en konkret trussel eller et behov. Kort fortalt vil Venstre arbejde for at vi får nogle fælles regler som giver mening og som passer til de udfordringer vi står over, samtidig skal de nye regler sikre, at vi fortsat har problemfri passage for personer og varer på tværs af grænserne.

Michael Aastrup Jensen
Michael Aastrup Jensen
Medlem af Folketinget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *