Ny Bredbåndspulje

Grænsekontrol
23. maj 2019
Den gale vej!
1. juni 2019

Ny Bredbåndspulje

Ny bredbåndspulje giver lynhurtigt internet til landdistrikterne

Af Michael Aastrup Jensen, MF (V), valgt og bosiddende i Østjylland

Det kan være meget frustrerende med langsomt internet. Det kan spolere en god film, men det kan også betyde, at det er vanskeligt at arbejde hjemmefra eller drive en virksomhed i et område med dårlig dækning. Der er fortsat mange områder i landdistrikterne, hvor der ikke er udrullet hurtigt internet.

Det er et problem for bosætningen og muligheden for at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne, når det halter med hastigheden på internettet.

De seneste fire år har vi haft stor succes med bredbåndspuljen, hvor bl.a. landsbyer har kunnet gå sammen om at søge tilskud til etablering af hurtigt bredbånd, de steder hvor internetudbyderne ellers ikke vil grave kabler i jorden. Over 12.000 adresser har fået tilskud til hurtigere internet og siden 2015 er dækningen af boliger og virksomheder med adgang til 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload i yderkommunerne steget fra 63 pct. til 81 pct. i 2018. Det er er rigtig positivt, men der er fortsat et stykke før vi er helt i mål.

Bredbåndspuljen har haft rigtig mange ansøgninger, da der har været et stort lokalt engagement mange steder for at få del i pengene. Derfor vil Venstre videreføre og forbedre bredbåndspuljen på 150 mio. kr. Det skal være med til at sikre, at flere får adgang til højhastighedsbredbånd. Samtidig foreslår vi, at der skal sættes ambitiøse dækningskrav, som kan fremme målsætningen om at give restgruppen adgang til hurtigt bredbånd.

Socialdemokratiet var imod, da vi i 2015 besluttede at lave en bredbåndspulje, som skulle være med til at sikre bedre dækning over hele landet. Dengang stemte de imod vores forslag. Hvis Socialdemokratiet skulle overtage regeringsmagten efter valget Grundlovsdag, så kan man desværre frygte, at de gode initiativer, Venstre har stået i spidsen for på bredbåndsområdet, vil falde til jorden. Det vil gå ud over vores landdistrikter, hvor der fortsat er mange steder der har brug for en bedre dækning. Jeg kæmper for udvikling i hele Danmark og her er hurtigt internet et meget konkret tiltag.

Det er en mærkesag for mig at man skal have lige muligheder uanset om man bor i København eller et sted, hvor der er lidt længere mellem husene. Det kræver en prioritering, hvis det skal lykkedes og den er jeg klar til at foretage. 

Michael Aastrup Jensen
Michael Aastrup Jensen
Medlem af Folketinget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *