Lene Prip-Sørensen
3. oktober 2021
Jeg vil gerne i kommunalpolitik fordi
Jeg ønsker at få indflydelse på den kommune, som mine børn skal vokse op i.
Frihed, tillid og ansvarlighed er kerneværdier, som jeg prioriterer. Vi skal vægte individets frihed højt, men med frihed kommer der også et ansvar. Vi må som borgere aldrig blive blot endnu en opgave i systemet. Vores velfærdssamfund og vores demokrati er og skal være bygget på tillid og dialog.
Det skal være lettere at være børnefamilie i Randers. Vi skal sætte fokus på
bæredygtighed i skolen både i driften men selvfølgelig også i undervisningen. Jeg synes, vi skal arbejde for at få Unesco- skoler/gymnasier i byen, for herigennem også som kommune at tage et større socialt ansvar og sætte fokus på verdensmålene.
Kultur- og foreningslivet samt naturen i og omring Randers, skal være med til at tiltrække børnefamilier til at bosætte sig i kommunen. Vigtigst er dog at dagtilbuddet er en mulighed i lokalområdet. Jeg vil arbejde for at der kommer profil-institutioner, så man som forældre har mulighed for at vælge det tilbud der passer bedst til ens barn og familie.
Endeligt har vi et beskæftigelsesområde, som i den grad skal ændres. Et system der skal tage afsæt i den enkeltes udgangspunkt, og hvor samarbejde med virksomhederne prioriteres. Systemet skal være til for borgerne og virksomhederne ikke omvendt, og vi skal væk fra unødvendig dokumentation og kontrol.
Jeg vil gerne arbejde for at
Bæredygtighed i børnehøjde
Styrke kultur-og foreningslivet
Mennesket frem for systemet
Personen bag politikeren
Jeg er uddannet cand.mag. i samfundsfag og psykologi og har undervist på gymnasiale uddannelser siden 2007. Jeg pt. i gang med en masteruddannelse i ledelse inden for gymnasiepædagogik, ligesom jeg netop er ved at kaste mig ud i at være iværksætter. Fritid er der ikke meget af, men jeg er spejderleder og prioriterer spejderlivet, som jeg deler med mine børn.