Jan Buus Larsen

30. september 2021

Mit navn er Jan Buus Larsen

 Jeg er byrådskandidat for Venstre i Randers, og jeg vil kæmpe indædt for, at Randers bliver ved med at høre til i de danske kommuners superliga.

Stemmer du på mig, får du en politiker, der har mod til at sige sin mening og samtidig er lydhør overfor, hvordan andre ser tingene. De bedste løsninger finder vi sammen, ikke hver for sig. Det er nu engang min erfaring.

Med mig i byrådet får du et menneske, der vil gå igennem ild og vand for at styrke vores sportsmiljøer, vores virksomheder, vores unge, vores livskvalitet og vores landdistrikter.

 Mine 5 pejlemærker

 Randers er mere end midtbyen

Jeg vil stoppe centraliseringsbølgen. Når du bor på landet, skal du også have nem adgang til alt fra lokale sundhedshuse og attraktive fritidstilbud til byggegrunde og bustransport.

 En chance til ungdommen

De erhvervsfaglige uddannelser og virksomhederne skal mere i spil, så flere unge får et job og en uddannelse. Alt for mange unge i Randers er i aktivering og på ungeydelse.

 Sunde virksomheder giver sunde arbejdspladser

Vi skal gøre det mere smidigt at drive virksomhed i Randers. Kommunen skal spille med og ikke mod virksomhederne.  

 Hjælp, tryghed og skoler

En tryg ældrepleje, gode skoler og hjælp til handicappede og socialt udsatte er et must, når det kommunale budget skal prioriteres. Demenslandsbyen og Fremtidens Plejehjem er fantastiske initiativer.

 Sport og sunde fællesskaber

Vores utallige sportsklubber skaber sunde, givende fællesskaber. Men vi kan gøre det endnu bedre. Jeg bakker op om endnu flere resurser til sporten; både elite og bredde.

 Om mig

Jeg kender Randers helt ind til benet, og i mit professionelle liv har jeg solid succes med at skabe gode relationer mellem arbejdspladser og unge med hænderne godt skruet på. Bosiddende i Randers NV ,hvor jeg nyder den korte afstande til skoler ,uddannelser, indkøb og udvikling.
Randers NV summer af byudvikling og er efter min overbevisning et meget attraktivt sted at bosætte sig. Tæt på motorvej, nye og ældre boligområder, skoler ,uddannelser ,sport og fritid , plejehjem.

Jeg er gift og har to voksne børn og to bonusbørn. Jeg er desuden glødende optaget af Randers FC og formand i Venstre i Randers