Tommy Bødker Jensen

Nr. 7 på listen hos Venstre til Kommunalvalget
Jeg er 58 år gammel og har siden 1981 boet i Randers og haft hele mit ungdoms- og voksenliv i byen, i henholdsvis Romalt, Kristrup, Randers midtby og Lem i Randers NØ. Jeg er uddannet tømrer, men har siden 2004 været halinspektør i Romalt Aktivitetshal. Privat er jeg gift med Charlotte. Vi har været gift i 31 år og har 2 børn, en søn og en datter på henholdsvis 30 og 28 år.
Jeg stiller op til byrådet fordi jeg brænder for, og tror på, at jeg kan gøre en forskel for Randers kommune. Jeg har en stor forkærlighed for Romalt og Kristrup og har selvfølgelig stor fokus på udviklingen her og i de andrebydele i Randers SØ, men jeg er meget optaget af byudviklingen i Randers generelt. Jeg ser klart etableringen af klimabro og flodbyen som en af nøglerne til at vende udviklingen og skabe vækst og arbejdspladser.Jeg vil kæmpe for Fremtidens Randers.
Jeg har en stor tro på, at vi via mod, samarbejde, dialog og åbenhed, i fællesskab kan løfte Randers ud af den negative spiral som byen alt for længe har befundet sig i. Randers skal være en attraktiv kommune, både i byen og på landet. Vi skal turde se problemerne som hvidbogen har beskrevet i øjnene, og i fællesskab vende udviklingen i en positiv retning.
Randers kommune har brug for en ny start, en ny retning med et nyt byråd der samarbejder om at føre en balanceret politik, med fokus på vækst, udvikling og fællesskaber. Et byråd der tager ansvar, der tager fat om problemerne og i respektfuld dialog finder løsninger og udviser handlekraft. Der skal gøres op med den negative stemning og den dårlige omtale skal erstattes med positivitet og optimisme.
Og der ér grund til optimisme. Vi har, i Randers, alle forudsætninger for at vende udviklingen. Perfekt beliggende ved E45. En smuk gammel by omgivet af betagende natur ved Gudenåen og Randers fjord.Fantastiske Kulturinstitutioner.
Vi har velfungerende forstæder og bysamfund der takket være utallige ildsjæle og frivillige er rige på aktiviteter og foreningsliv. Landdistrikter i idylliske omgivelser der emmer af sammenhold og virkelyst fra borgere der kæmper for at udvikle, skabe aktiviteter og gøre deres landsbyer attraktive. Vi har borgere der vil Randers. Borgere der ofrer sig for Randers og giver os oplevelser der gør os alle stolte af at være fra Randers.
Jeg er stolt af at være fra Randers. Jeg vil kæmpe for den gode tone i byrådet for Fremtidens Randers.
Jeg håber på din opbakning, den 18. november. Vil du som Jeg, Fremtidens Randers, så stem på Tommy Bødker Jensen, nr. 7 på Venstres liste.
Mine mærkesagerFor mange borgere i Randers er på overførselsindkomst og alt for mange unge står uden uddannelse og job.
Der skal være målrettede indsatser for at tiltrække virksomheder og arbejdspladser.
Vækst, uddannelser og arbejdspladser.
Vi skal styrke Randers som en erhvervsvenlig kommune, hvor iværksættere og virksomheder får optimale vilkår for vækst. Vi skal udbygge netværk for virksomheder. Tilladelse til opstart af virksomhed i Randers kommune, skal kunne søges med kort, effektiv og fleksibel sagsbehandling.
Borgere på overførselsindkomst skal med respekt for den enkelte, via uddannelse, fleksjobs og målrettede praktikforløb bringes tættere på arbejdsmarkedet. Kommune, virksomheder og uddannelsesinstitutioner har et fælles ansvar for at hjælpe vores unge i job og uddannelse.
Uddannelse starter allerede i folkeskolen. Vi skal prioritere og investere i vores folkeskoler. Vores børn skal tilbydes de bedste rammer for leg og læring, tryghed og nærvær.
Gode skoler kræver dygtige lærere og pædagoger, tidssvarende faciliteter og en ledelse, der har frihed til at tilpasseundervisningen til elevernes behov. Vi skal styrke ledelsen af skolerne lokalt, både den daglige ledelse såvel som skolebestyrelserne. Den enkelte skole skal have mere selvbestemmelse. Og vi skal intensivere renovering og vedligeholdelse af vores skoler.
Som halinspektør i Romalt i mere end 20 år har jeg oplevet hvad gode faciliteter betyder for bosætningen og udviklingen i en lille forstad til Randers.Stærke lokalsamfund og landdistrikter.
Vi skal fremme den gode udvikling i nærområderne, vores idrætsfaciliteter skal følge med tid og udvikling, og skaberammerne for fællesskaber, socialt samvær og et godt foreningsliv. Samt give ældre og pensionister muligheden for at leve et sund og aktivt seniorliv.
Vi skal tilpasse boligmassen i lokalområderne, så den tilgodeser alle livets faser og behov. Flere ældre ønsker at blive i deres nærmiljø.
Vi skal understøtte flere seniorboliger og seniorbofællesskaber, hvor et aktivt seniorliv kan blomstre. Børn og unge er vores vigtigste resurse. Vi skal sikre institutionspladser og fritidstilbud der hvor børnefamilierne bor.
Hvor der ikke er naturlige samlingssteder og tilbud til den gruppe børn og unge, der ikke er en del af foreningslivet, skal vore idrætsfaciliteter være det trygge tilholdssted der inkluderer dem i det sociale liv i deres nærmiljø.Randers Kommune er mere end bymidten. Vi skal sikre liv og udvikling i landdistrikterne. Støtte forsamlingshusene og alle de små foreninger der skaber lokale initiativer og attraktive fællesskaber ilandsbyerne.
Etableringen af Klimabroen og flodbyen er altafgørende for byudviklingen i Randers. Kommunen vil blive forbundet franord til syd og give en hel ny dynamik og skabe helt nye muligheder på begge sider af broen.Vi skal fremme etablering af Klimabroen og Flodbyen.
For at skabe en attraktiv og levende midtby skal infrastrukturen følge med. Klimabroen vil ikke blot forbinde byen og den østlige del af kommunen, den vil også afhjælpe trafikafviklingen på Randersbro, beskytte mod oversvømmelser og understøtte byudviklingen ved Randers fjord.
Flodbyen er afgørende for en levende midtby hvor nye boliger, handel og erhverv skaber nyt liv i gaderne. Vi skal arbejde for en attraktiv handelsby, hvor gode indkøbsoplevelser, kultur og byliv går hånd i hånd med flotte bynære naturområder langs fjorden. Samtidig skal vi sikre en infrastruktur der er til mindst mulig gene for borgerne, både nord og syd for broen.
Telefon: 51 30 76 24
E-mail: [email protected]