Jens Bach Andersen

30. september 2021

Jeg vil gerne i kommunalpolitik fordi  

Jeg ønsker at styrke og udvikle de små lokalsamfund. Der skal støttes aktivt op om foreningslivet og arbejdes med bosætning, infrastruktur og forskønnelse af landsbyerne. Samfundene skal vokse sig mere robuste, så vi kan bevare skoler, dagtilbud og handelsliv i byerne rundt om Randers. Desuden skal vores enestående natur plejes og bevares i samspil og harmoni med landbruget, og lodsejerens rolle som primær naturforvalter skal anerkendes som hjørnesten i al naturpleje. Og så skal enhver tanke om at sulte dyr bag hegn i Fussingø i naturplejens navn opgives.  

 

Jeg ønsker også, at vi har en kommune, der er attraktiv for erhvervsdrivende at slå sig ned i, så der både bevares og skabes arbejdspladser. Heri ligger også en styrkelse af infrastrukturen, og selvom projekterne er skrinlagt pt., håber jeg, at vi en dag har både 3 spor på E45 til Randers Nord og en Østforbindelse, der forbinder Sdr. Borup og Randers Nord afkørslerne.    

 

Endelig er en attraktiv folkeskole en mærkesag for mig. Flere af de forældre, der i dag aktivt fravælger folkeskolen, skal kunne se, at også deres barn kan rummes og udvikles i folkeskolen.   

 

  

Jeg vil arbejde for 

 

  • Liv og udvikling i de små lokalsamfund 

  • En erhvervs- og landbrugsvenlig kommune 

  • At Naturnationalpark Fussingø gentænkes 

  • Stærke folkeskoler der kan rumme alle  

 

Personen bag politikeren   

Lidt om mig. Jeg er en 47 årig far til fire, der er født og opvokset på landet. Natur og landbrug har været en stor del af mit liv, og jeg har altid tænkt de to ting under èt – aldrig som hinandens modsætninger. Jeg er aktiv den lokale skolebestyrelse og prøver efter bedste evne at leve op til mine politiske ambitioner om at støtte op lokalt. Desuden er jeg passioneret skiløber og i det hele taget et aktivt udemenneske.